Kommunikationskultur

opgave 3

 

Hvilke erfaringer har du med de to skitserede menneskesyn?

Hvor stammer erfaringerne fra?

Her tænker jeg på nogle situationer jeg har oplevet i forbindelse med min første praktik i en børnehave. Jeg havde faktisk en snak med min vejleder omkring det mekaniske menneskesyn. Vi snakkede om at man til tider på grund af for meget travlhed kommer til at handle mekanisk. Et eksempel er f.eks. at man efter middagsmaden skal have alle børnene ud på legepladsen, selvom dette ikke bliver gjort for børnene skyld, da mange af dem hellere ville lege inden for, men simpelthen fordi der skal være tid og overskud til at vi medarbejdere kan holde vores pause. Alle børnene skal derfor ud samtidig og alle børnene skal derfor hjælpes i overtøjet, hvilket også bliver meget mekanisk, hvor der egentlig ikke rigtig er tid til nærhed. Hvis man havde muligheden for at tage sig mere tid i eks. sådan en overtøjs situation, ville det gavne børnene meget mere, da de på den måde havde mulighed for at prøve selv og eksperimentere med det i stedet for at vi som pædagoger kommer og ”trækker huen ned over ørene på dem”.   

En anden situation jeg kommer til at tænke på, ved ikke hvorvidt der er tale om menneskesyn men det foregik også i forbindelse med min første praktik. Vi havde en dreng på tre år, der konstant sagde mig i stedet for jeg. En af mine kollegaer, en meget bestemt dame som hele sit liv havde arbejde som pædagogmedhjælper blev altid lidt irriteret på drengen og sagde ”det hedder ikke mig, det hedder JEG”. Min kollega handlede her ud fra det mekaniske menneskesyn, da hun ikke tog sig tid til drengen. Jeg besluttede mig for at jeg ville prøve at arbejde sammen med drengen om denne udvikling. Jeg havde mange samtaler sammen med drengen og nogle andre børn, hvor vi lavede nogle forskellige sprog udviklende lege. Derudover lagde jeg meget vægt på ikke at rette drengen når han lavede en fejl men i stedet selv bruge ordet i den rigtige sammenhæng. Eksempelvis hvis drengen sagde: ”mig er sulten”, så ville jeg svarer tilbage med: ”jeg også er sulten” så han på den måde fik ordet ind på den rigtige måde. I denne situation vil jeg mene at jeg handlede efter det systemiske menneskesyn.    

Hvad kan få pædagogen til at handle ud fra det mekaniske menneskesyn, selvom vedkommende har det systemiske menneskesyn som ideal?

Pædagogen kan, som skitseret i mit første eksempel med overtøjet, kommer til at handle ud fra det mekaniske menneskesyn i situationer hvor der simpelthen ikke er nok ressourcer til at varetage alle børnenes behov. Det kan være i situationer hvor man som pædagog har meget travlt og føler sig presset for at nå så meget som muligt på så lidt tid som muligt, ligesom overtøjssituationen.