At skabe antropologisk viden om børn

At skabe antropologisk viden om børn

Artiklen handler om feltarbejde som udgangspunkt for den antropologiske videnskab. Antropologisk videnskab er rettet mod børn og mode de sammenhænge de indgår i.  Det er en tilgang der udforsker børns hverdagsliv, deres handlinger og fortolkninger i forhold til de positioner og handlemuligheder de har og skaber sig i en given sammenhæng. Det giver en indsigt i sammenhængen mellem børns handlemuligheder og opfattelser og deres opvækstbetingelser og relationer. Feltarbejde har til hensigt at afdække hvordan børn og kontekst er forbundet i hverdagens mange situationer.

Feltarbejde
Feltarbejde er den overordnede betegnelse for forskellige etnografiske metoder og dermed en grundsten i antropologisk viden. Antropologisk viden skabes på baggrund af tilstedeværelsen i feltet, hvor man indgår i sociale situationer og opbygger relationer med de mennesker man udforsker, på den måde får man det mest fyldestgørende indtryk af deres liv og opfattelse.
For at kunne udføre feltarbejde skal man være fortrolig med de roller, rutiner, sprog og omgangsformer der er på stedet. Ved Feltarbejde får man en indsigt i handlinger og interaktionsformer som udtrykker værdier og opfattelser som ligger uden for ord og bevidstheden. Det betyder at det ikke er alt man kan få et svar på ved at stille spørgsmål, fordi hverdagen mange gøremål ikke altid er fuldstændig styret af bevidsthed. Et vigtigt element i feltarbejde er at undrer sig over de forhold man konfronteres med, for derefter at undersøge baggrunden herfor. Felt arbejde går ud på at få blik for mennesker måde at handle og forstå, og derigennem forsøge at begribe de mønstre og logikker der kan forklare dem.

Deltagerobservationer
Feltarbejde omhandler både deltagelse i andre mennesker hverdag kombineret med observation og refleksion. Uden deltagelse forstår man ikke bevæggrunde og erfaringer. Den etnografiske tilgangs forstås derfor dobbelt, en indlevelse og en distance. Det handler om at forstå andres handlinger, opfattelse, samt fastholde en analytisk distance til det observerede. Deltagerobservation er en vekselvirkning mellem disse to strategier, men man er nødt til at forstå før man kan vurdere. Kunsten er at deltage og forsøge at forstå omstændighederne.

Feltarbejde som Refleksiv tilstandGrundlaget for at håndtere balancen mellem nærhed og distance er refleksivitet. At sætte sig ind i andre mennesker liv og forsøge at forklare deres livs omstændigheder og værdier uden at ens egne begreber overtager. For at kunne forklarer og tolke de situationer vi iagttager, trækker vi altid på forståelser og erfaringer der går forud for den umiddelbare situation. Tolkning er således en uomgængelig del af etnografiske observationer. Der vil altid finde en udvælgelse sted, da det er umuligt at noter sig alt. Et grundlæggende aspekt ved refleksivitet er derfor at forskeren er opmærksom på de udvælgelser der foretages.
 
Om konstruktionen af et barneperspektiv
Begreber som barneperspektiv og børnekultur står centralt i forskningsdebatten. I en børnegruppe er der mange forskellige opfattelser og interesser, derfor kan begrebet børneperspektiv kun omfattes i en meget general analyse. Den viden man får gennem antropologisk forskning er ikke identisk med børns egen forståelse. Barneperspektiv er ikke en empirisk størrelse der fremkommer ved studier af børns udsagn og handlinger, men en analytisk konstruktion der hænger sammen med de teoretiske overvejelser man gør sig i forbindelse med opbygningen, udførelsen og analysen af et feltarbejde. Børn er i praksis eksperter på deres eget liv, og de kender deres sociale omgivelser bedre end nogen anden, men der er forskel på at kende kultur og forstå den. Kunsten er at fortolke børnenes udsagn og handlinger i forhold til sammenhæng som børnene måske ikke selv kan genkende. Relationen til børnene og den nærhed der udvikles i feltet giver en større indsigt i sociale betingelse og kulturel forståelse end man kan skaffe med andre metoder. Den antropologiske forskning retter sig således mod børns viden og handlinger og ikke mod repræsentation af deres perspektiver.

Analyse af kontekst
Man inddrager nogle forhold som relevante og nogle vælger man at udelade, fordi man ikke opfatter dem som væsentlige. Problemet kan her være at man ikke altid er opmærksom på at indfaldsvinklen har betydning for bedømmelsen. Derfor skal man undersøge hvilke sammenhænge der er relevante, da man ikke på forhånd kan vide det. Man skal være opmærksom på om den kontekst man bestemmer sig for at tillægge betydning er en aktøren selv peger på, eller om mange vælger den af teoretiske årsager.

Antropologisk viden om børn
At forstå børn med et antropologisk perspektiv betyder at få et indblik for aktive samspil omkring etableringen af positioner, viden og handlermuligheder i relation til mennesker og betydninger, der omgiver og blander sig i, og kommentere de barnlige udtryk. 

Børns kulturelle udtryksformer og værdier

Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råd! Børns kulturelle udtryksformer og værdier  

Artiklen omhandler pædagogiske læreplaner i dagtilbud. Dagtilbud skal udarbejde en pædagogisk læreplan der giver rum for leg, læring og udvikling.
Udover sprog, sociale og personlige kompetencer, natur og naturfænomener, skal lærerplaner nu også omfatte kulturelle udtryksformer og værdier. Det betyder altså at børnene skal få et kendskab til kulturelle udtryksformer og værdier, udnyttelse og brug af sanser, igennem musik, drama, ler, tegning mm.

Siden 1960’erne og 70’erne hvor både mænd og kvinder fik mulighed for at komme på arbejdsmarkedet har daginstitutioner været en nødvendighed. Dette betyder ikke at alle er enige i at det er godt for børnene at sende dem på institutionerne. De ældre generationer har ingen personlige erfaringer med forskellen mellem dagtilbuddenes pædagogiske og skolernes didaktiske processer. 

Børnekulturbegrebet indeholder de 3 K’er:
Kultur for børn
Kultur med børn
Børns egen kultur

De første to kategorier dækker over de kulturtyper vi kender i dag, og som henvender sig til børn. Dette er bl.a. klassiske og moderne medier, samt aktivitets tilbud for børn.  De bygger på det gamle kultur begreb, der definerer børnekultur som en enhedskultur og som betragter relationerne mellem børn og kultur som indlærings- og socialiseringsprocesser.
Den pædagogiske optil havde her rødder i oplysningstiden tænkning. Børn blev opfattet som ”becomings”, der skulle dannes og uddannes. I dag ses børn ikke længere som ”becomings”, men som ”beings”, altså væsner der også på egne betingelser er tænkende, aktive, kulturelt formende og socialt handlende.

På den baggrund opstod den sidste kategori ”Børns egen kultur” dækker over børns tegninger og billeder, lege, historier og fortællinger, sange og musik, teater- og danseforestillinger. Den bygger i modsætning til de første to, på et andet børnekulturbegreb, der forudsætter, at børn er i kultur, at de faktisk selv er kultur skabende. Børns kultur dækker over det brede register af udtryksformer børn tager i brug i hverdagen og kan med en samlede betegnelse kaldes for legekultur.

Det nye børnekulturbegreb er et kulturbegreb, der fastslår, at ikke alt i børns liv er kultur. Begrebet omfatter derfor kun de dele af børns hverdagsliv, der har med kulturelle udtryksformer, æstetiske legeprocesser og æstetiske oplevelser at gøre.

”Kulturelle udtryksformer og værdier”
Børn skal have mulighed for:
• at blive dragende fortællere
• at blive dristige improvisatorer
• at blive driftige mediebrugere
• at blive drevne fortolkere
• at blive dygtige legere

For at børn udvikler disse kulturelle udtryksformer og værdier, skal de hver dag have mulighed for at møde voksne der selv er aktive kulturbruger, voksne der synger, læser, tegner, danser, griner, gyser osv.

Børn og kultur - mellem gamle begreber og nye forestillinger

Børn og kultur
af Beth Juncker

Begreber udspringer af praksis og ender i praksis som forestillinger, der enten bevidst eller ubevidst, styrer vores syn og dermed vores holdninger og handlinger.
i det 20. århundrede er feltet blevet omfattet af to kulturbegreber. Det klassiske humanistiske dannelses begreb (begyndelsen af det 20. århundrede) og det antropologiske kultur begreb (slutningen af det 20. århundrede).
Kulturen i begyndelsen af det 20. Århundrede blev knyttet til det kendte, mens kulturen i slutningen af det 20. Århundrede knyttes til det ukendte.

De udviklings tendenser der er på alle område – økonomiske, politiske, sociale, kulturelle og private – har grebet ændrende og omformende ind og er derfor også væsentlige for at udfordrer den tidligere tænkning.
Tabel 8.1 side 196, giver et billeder af hvordan samfundet og kulturen har ændret sig fra 1950 og frem til år 2007.
Det er ikke kun børns sociale betingelser der har ændret sig siden 1950’erne, det er også deres kulturelle muligheder.

I 1950’ernes barndom legede flokke af børn i forskellige aldre på gader og stræder. Der blev hinket, sjippet, spillet med hønseringe, leget dåseskjul. Det har hverdagslivets institutionalisering og den bymæssige og trafikale udvikling sat en stopper for. I det 21 århundrede er lege rykkede indendørs. Mediernes udvikling har gjort det muligt for børnene ikke kun at være fysisk sammen, men at være sammen på tværs af rum og arenaer.

Børnekultur – et humanistisk dannelsesbegreb

Frem til 1980 blev børnekultur set som noget der skulle tilrettelægges for børn på baggrund af deres psykologiske og kognitive udviklingsteorier om deres aldersbestemte behov.  Man mente at børn var kulturløse, og alle kunst og kulturtilbud skulle derfor tilrettelægges pædagogisk så de kunne forstås.
Kultur for børn, skabte og tilrettelagde oplevelses tilbud, mens kultur med børn skabte og tilrettelagde aktivitetstilbud.


Børns kultur – et antropologisk kulturbegreb

Kun ganske få i det 20 århundrede spurgte til børns egne projekter i deres barndomsår. Børn blev ikke behandlet som beings, altså væsner der på egne betingelser var tænkende, aktive kulturelt formende og socialt handlende.
Fra 1980’erne kom et helt nyt syn på børnene, de var ikke længere bare becomings – fremtiden brugere, de var også beings – lever i nutiden. Det antropologiskle kulturbegreb åbner for en ny opfattelse af at børn er i kulturen, nemlig børn egen kultur. Begrebet forudsætter at børn akkurat som voksne er i kulturen. 
Det antropologiske kulturbegreb interesserer sig for børns perspektiv, hvad børn selv finder centralt og betydningsfuldt.