Børn og kultur - mellem gamle begreber og nye forestillinger

Børn og kultur
af Beth Juncker

Begreber udspringer af praksis og ender i praksis som forestillinger, der enten bevidst eller ubevidst, styrer vores syn og dermed vores holdninger og handlinger.
i det 20. århundrede er feltet blevet omfattet af to kulturbegreber. Det klassiske humanistiske dannelses begreb (begyndelsen af det 20. århundrede) og det antropologiske kultur begreb (slutningen af det 20. århundrede).
Kulturen i begyndelsen af det 20. Århundrede blev knyttet til det kendte, mens kulturen i slutningen af det 20. Århundrede knyttes til det ukendte.

De udviklings tendenser der er på alle område – økonomiske, politiske, sociale, kulturelle og private – har grebet ændrende og omformende ind og er derfor også væsentlige for at udfordrer den tidligere tænkning.
Tabel 8.1 side 196, giver et billeder af hvordan samfundet og kulturen har ændret sig fra 1950 og frem til år 2007.
Det er ikke kun børns sociale betingelser der har ændret sig siden 1950’erne, det er også deres kulturelle muligheder.

I 1950’ernes barndom legede flokke af børn i forskellige aldre på gader og stræder. Der blev hinket, sjippet, spillet med hønseringe, leget dåseskjul. Det har hverdagslivets institutionalisering og den bymæssige og trafikale udvikling sat en stopper for. I det 21 århundrede er lege rykkede indendørs. Mediernes udvikling har gjort det muligt for børnene ikke kun at være fysisk sammen, men at være sammen på tværs af rum og arenaer.

Børnekultur – et humanistisk dannelsesbegreb

Frem til 1980 blev børnekultur set som noget der skulle tilrettelægges for børn på baggrund af deres psykologiske og kognitive udviklingsteorier om deres aldersbestemte behov.  Man mente at børn var kulturløse, og alle kunst og kulturtilbud skulle derfor tilrettelægges pædagogisk så de kunne forstås.
Kultur for børn, skabte og tilrettelagde oplevelses tilbud, mens kultur med børn skabte og tilrettelagde aktivitetstilbud.


Børns kultur – et antropologisk kulturbegreb

Kun ganske få i det 20 århundrede spurgte til børns egne projekter i deres barndomsår. Børn blev ikke behandlet som beings, altså væsner der på egne betingelser var tænkende, aktive kulturelt formende og socialt handlende.
Fra 1980’erne kom et helt nyt syn på børnene, de var ikke længere bare becomings – fremtiden brugere, de var også beings – lever i nutiden. Det antropologiskle kulturbegreb åbner for en ny opfattelse af at børn er i kulturen, nemlig børn egen kultur. Begrebet forudsætter at børn akkurat som voksne er i kulturen. 
Det antropologiske kulturbegreb interesserer sig for børns perspektiv, hvad børn selv finder centralt og betydningsfuldt.